113
GALEJEN
Skibene laa temmelig langt udenfor Slotsholmen, det varede noget, inden de skimtede Lysene fra dem i det tykke Vejr. Det de skulde til laa længst tilvenstre. Efter at have roet en halv Snes Minutter i Nattens og Søens ubehagelige Fugt, naaede de Karavelen, der laa for sit Anker med det høje Agterkastel ragende op i Mørket og Taagen.
Men de havde hørt Karavelen længe før de kom til den, der stod en mægtig Fest derude. Tre Lygter, en paa hver Mast, spredte Lys over Takkel og Dæk, mange Skikkelser rørte sig deromkring. Tykningen dannede store Ringe om de tre røde Lygtemaaner.
Der ligger alle Jollerne, sagde Axel dæmpet med et Grin, idet de gled ind under Klyverbommen. Jo en god halv Snes Smaabaade flød i Stime rundt ved Ankerkættingen.
Der blev raabt an oppe fra Stavnen paa tysk, det var Skudens strænge Fører. Og Gallionsfiguren, en blodtørstig Drage, viste alle Pløkkerne i sit Gab.
Gute Freunde! raabte Axel og satte fra den skvulpende Jolle op i Tovværket, Skipperen gav ham en Haand og hjalp ham paa Dækket. Mikkel bandt Jollen og fulgte efter.
Ved Masterne laa Øltønder under Lygten, rundt om paa Dækket var rejst smaa Halvtag af Sejldug. Kastellet agter ude var oplyst, og herfra lød Larm af Piber og Skalmejer, Fryd og Bægerklang. Det var Pigestemmer. Og hvor de lød varmt her paa den salte Sø. Det var hjemligt, det bevægede Hjærtet at høre zarte Stemmer paa en havvant og umild Skude. De tjærede Planker rystede under Festlighederne oppe og nede, hele Skibet vuggede langeligt i Søen. Der stak Dyner op af Lugerne.
Lette Trin lød paa Dækket lige ved Axel og Mikkel, smidige Fjed, og dog fjedrede Plankerne under den sunde Vægt af et voksent Menneske. En Pige i lyse Klæder var dukket op fra Rummet og skyndte sig hen til dem, hun smøg sig blødt imod dem begge to og lod en kærtegnende Lyd høre til Velkommen,
