Side:Kongens Fald.djvu/132

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

BLODBADET

Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag lød gennem Gaderne, naar Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Døre holdtes lukkede.

Hvad kunde der ske, hvad maatte de indespærrede Folk forestille sig! De sad nu forstummet inden Døre, ved hver Rude glanede et uforstaaende Ansigt, til hver Sprække laa et spejdende Øje. Den hele By rejste sig tæt og klinet paa sin Ø som en stor Tue; for hver Ende ragede de ophejsede Vindebroer i Vejret som gabende Kæber, og derinde i de tusind Kamre havde man stemmet op for Sjælene, saa at de steg ud i vilde Formodninger, løb løbsk i Angster. Der staar en Syrelugt op fra et Myrebo, hvor de hidsede Myrer vrimler i blindt Raseri, saaledes var Luften over Slotsholmen, usynlig forgiftet af Skrækkens Fantasier.

Først hen ad Middag — Axel havde set sig halvt rasende paa den evigt lige rette og sejge Soldateropstilling dernede — henad Middag kom det.

Ja, alle de samme Mænd, der Dagen i Forvejen havde begivet sig til Slottet i deres bedste Stads og i højeste Følelse af deres Betydning for Landet, de kom nu tilbage.

Det var som havde de høje Herrer af Sverig brugt Natten ene alene til at øve sig i at formere bedre Orden. De var kommen som det kunde falde sig, men nu gik de samlet efter Rang, de store Gejstlige først, dernæst Adelsmændene som de var fornemme til, og tilslut Stokholms myndige Borgmestre, Raad og