DEN LILLE SKÆBNE
Det sneede. Stortorvet i Stokholm laa med et blødt, skinnende Tæppe, og Sneen blev ved at strømme jævnt fra oven. Mørket var ikke falden helt paa, men der var tændt Lys i Ruderne.
Fra alle Gader, der mundede ud paa Torvet, kom festklædte Folk, de gik i den nysfaldne Sne, og alle søgte op ad Raadhusets Trappe. Der var Ruderne oplyste til Gilde, Stokholms Stad gav et Gæstebud til Kong Christierns Ære. Da Spisningen var endt i Salen, strømmede de unge ind, de havde længe ventet i Trængsel uden for Dørene. Nu skulde der danses.
Saa spillede Musiken. Axel var den første paa Gulvet. Han svang sig hensynsløst en Times Tid, hengav sig alene til Dansens Strabadser uden at tænke paa, hvem han delte dem med. Da han kom ned for at slukke Tørsten og kiggede ud, var det mørkt som i en Bælg, den hvide sværmende Sne trængte ind ad Døren som Møl, der søger Lyset. Axel strøg ud og løb et Par Gader hen for at se til Mikkel Thøgersen, der laa syg. Mikkel havde holdt Sengen i en Uge, det tegnede til at blive ringe med ham.
Inde i det simple Herberge, hvor Mikkel havde Kvarter, sad et Selskab af Knægte ved Drikken. Axel gik dem forbi med en Hilsen og ind bagved i et af Kamrene, hvor Mikkel laa. Der var mørkt derinde, og Luften var meget kvalm. Mikkel, som laa i Feber, spurgte, hvem det var; hans Stemme lød svag og hed.
