Side:Kongens Fald.djvu/160

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

KAPSLEN

Nu bliver at berette om Axel, Bastarden, at han under uafbrudte Omskiftelser naaede viden om. Bestemmelsen at rejse til Danmark til Kirsten og bagefter naturligvis tilbage til Sigrid, blev ikke ved at være Stammen i hans Skæbne, den var kun en vissen Stump deraf mellem andre kraftige Grene, som havde bemægtiget sig Grøden. Axel førtes omkring af en vekslende Beundring for de unge Kvinder i Verden. Det maa bemærkes, at han gennem smukke Erfaringer lidt efter lidt fik Afsmag for de dejligste Piger. Ikke saaledes, at han skyede dem, slet ikke, men han var lige saa unøjsom som han var taknemlig, han vilde have den halve og kvarte Lykke ogsaa, naar den var at faa, foruden den hele.

Axel, den harmløse, han kom godt ud af det med alle Mennesker. Der var det ved ham nemlig, at han ifølge sin Natur regnede alt for lige godt; naar det gik ham pinegalt, trivedes han mægtigt endda, netop; han kunde kun faa, miste blev der ikke Tid til. Han kendte kun til Indtægt, der gik aldrig noget fra ham. Han flyttede sit Hjærte med sig.

Men til Danmark kom Axel omsider, for der ventede ham den store Sommer. Vel et Aar eller mere efter at han havde taget sig den lille Ridetur efter sit Bryllup i Stokholm, kom han gennem mange Tilfældigheder, ad lunefulde Omveje til Danmark igen.

Imidlertid var der sket meget. Sverig var faldet fra Danmark,