168
KONGENS FALD
lighed. Den Kampesten laa der vel endnu, han en Gang havde klæbet til i over en Time, aa det var en Sten paa et Par tusinde Pund, som han i blind Vrede vilde kaste efter en anden Dreng; og da han ikke kunde rykke den ud af Jorden, blev han hængende paa den fastklamret med Hænder og Fødder som en rasende Myre. De maatte slide ham derfra. Hvor det var kort Tid siden.
Axel tænkte paa Tilfælde, da han havde nyst flere Gange i Træk. Axel mindedes en Skruptudse, der i Regn og Aftenmørke var krøben paa Maven gennem Nælderne som en Spejder. Han kom til at huske et luvslidt Sted paa Ærmet af en Trøje, han en Gang havde haft. Han døde, mens han kom lutter Smaating ihu, de glemte Smaating, der smærter som gloende Jærn; men Erindringens Grusomhed var bleven et med den lykkelige Følelse af dens Ophør. Saaledes døde Axel levende. Som Sne, der smelter. Han levede sig ind i Døden …
Inger! O ho ho! Hun var langt borte, skønt han mindedes hende i Døden. Kære Inger, Farvel! Men det var ikke svært at dø.
Den Aften lavede Bønderne i Graabølle til Fest, det var
Helgaften. Da Mørket, Sommerens nænsomme Skumring, begyndte
at falde paa, slog Himlen ud i gult, og Græsset duggede. Det
tunge grønne Korn hang som i Kager ud over de sunde Agre,
der kom en gejl Lugt fra Grøden i alle de tusinde unge Aks.
Nede i Engene ved Aaen brølede Køerne efter Malkepige. Langt
borte paa Graabølle Hedebjærge stod et Punkt mod den
miledybe Himmel, det var en Hyrdedreng, der søgte ovenud nu mod
Aften.
Der var saa aftenligt stille og duftende svalt under Himlen, selve Skumringen syntes grøn, som var Luften en frugtbar Sø.