Side:Kongens Fald.djvu/176

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

170

KONGENS FALD


Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord paa Lykkens Skib. De sejlede paa Havet under Maanens og Stjærnernes Lys. Og da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den forunderlige Sommer. Du mærker med lukkede Øjne den søde Lugt af Jordens Grønsvær, Landet er blødt og grønt som en frisk Seng i Havet, Fødeseng, Dødsseng. Himlen hvælver sig med Forkærlighed over det, Skyerne staar stille over det, Bølgerne rækker ind og klapper den lyse Strand. To blaa Have bejler til Kysterne, hvor Sandet er fint, og hvor den magre Græsbund er pikket med lutter runde, brogede Sten. I Landet er en Fjord, der aldrig glemmes, dér staar Solens Støtter. Landets Kyster og Øer viser sig med vidunderlig Ynde i Havet. Fjordene synger, og Sundene er som Porte ind til Overflødighedens Land. Her er alting dybt farvet, Jorden er grøn, grøn, og Himlen mødes med Havet i blaa Stemning. Det er den store Sommers Land, Dødens Land.