Side:Kongens Fald.djvu/181

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

175

KONGEN FALDER


at stemme Handelens Næring fra Lybæk og lede den ind over sine Lande; endnu en Gang gennemskuede han det urimelige og skadelige i Adelens Privilegier, han blev lys tilmode ved Tanken om Købstæderne, der skulde dyrkes i Vejret, og Bondestanden, som skulde have Frihed til at pløje Rigdom ud af Jorden. For sin indre Tanke saa han Stænderne i sit Rige som uhyre, milevide Planer eller Gulve, og han saa, hvorledes det ene uhyre Gulv skulde hæve sig, medens det andet sank, indtil de stod lige, ved et stadigt Tryk paa Vægtstangen i hans regerende Haand. Og saa …

Saa sad Kong Henrik paa Englands Trone. Med hvad Ret? England havde hørt til Danmark før. Der var gaaet danske Flaader den Vej i tidligere Tid, et enigt Norden kunde vel endnu en Gang vende Kløerne vesterpaa. Saa og saa mange Penge — naar Lov og Enighed og Handel og Jordbrug lokkede Guld sammen i Norden — saa og saa mange Skibe og Knægte … og hvad Storm og Vejr saa sagde, skulde danske Kanonkugler rende Panden i Dover Klint.

Kejser Carl i Tyskland var Kongens Svoger, ham kendte han, og han beundrede ham ikke. Kong Frants i Frankrig var ingen mærkeligt overlegen Mand heller. Nuvel, blev de end siddende, hvor de sad, saa vilde Kongen dog nappes med dem om Rigerne i den ny Verden, som Columbos havde udstrakt under Evropa: Skibe, Skibe! Norden bavde sin Part tilgode og skulde faa sin Part. Deraf flød Penge og ny Magt og nye Skibe, Skibe. Nordboen skulde komme langt, saa længe der var Verdener at erobre.

Ja. Men Kongens Tro svandt, da han fik Jylland at se igen. Der var ingen Lys paa Stranden, og Færgen gik tæt ind under Land, saa at Kysten og Høneborg Slot pludselig dukkede frem af den graa Nat. Landet derinde laa med spredte Rester af Tøsne, Krager og Alliker fløj skrigende op fra de nøgne Træer. Paa Slottet var alt slukt, Natten laa tung og klam overalt.