Side:Kongens Fald.djvu/185

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

179

KONGEN FALDER


saa afblanket og slagen, saa bundløs udtømt for Haab, at han kom til en Slags Rolighed, en Fortvivlelse. Han blev sikker paa sin Tvivl, og det saa afgjort, at han paa en mærkelig omvendt Vis fattede Haab igen.

Imidlertid svandt hans Kræfter. Og da han nærmede sig Jylland, kom han til at indse, at han nu dog aldrig vilde blive Mand i Danmark mere, siden Danmark havde gjort ham til en Tvivler. Han maatte forlade Landet, som man forlader en Kvinde, der har set ens Nederlag. Og han sejlede tilbage til Fyn, syg af Sorg og Smærte.

Men Færgen var ikke kommen over Midten af Bæltet, før Kongen droges mod Jylland, Danmark, som man drages mod en Kvinde, der har set ens Afmagt. For der hvor man havde sit Nederlag, maa man hente sin Oprejsning. Man kan sejre over al Jorden, men før man har sejret igen paa det Sted, hvor ens Nederlag er fra, før har man ikke faaet Oprejsning. Kongen lod vende og sejle ad Jylland til. Men han var træt og angst, han var saa elendig som et Menneske kan blive.

Det var Kong Christierns Fortvivlelses Nat.

Den brød ham ned. Han sejlede frem og tilbage, indtil Dagen gryede. Da Solen kom, var han paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfældigvis var der.

Nej men det var ikke tilfældigt. Og det var ikke Solens Opgang, der gjorde en Ende paa Kongens kvalfulde Tvivlraadighed. Nej der staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den Sag falde, der er Genstand for hans Tvivl.