183
INGER
Han stod i sine Ligklæder for Ingers Kammerdør og bankede paa, han var saa forkommen.
Staa op Inger, luk mig ind.
Inger hun hørte det, men hun blev liggende noget og lyttede efter. Blæsten peb ganske sagte i Nøglehullet. Var det maaske kun den husvilde Vind, der bad derude? Da flyttede nogen sin Fod paa Dørstenen udenfor, da bankede det saa naadeligt.
Staa op Inger, luk mig ind.
Hun rejste sig under hede Taarer, hun kom ubændigt til at græde. Men da blev hun bange og maatte tøve. Hun tænkte paa, om det nu mon ogsaa var Axel.
Kan du nævne Jesu Navn? spurgte hun grædende derindefra, saa lukker jeg op.
Ja jeg kan, svarede Axels Røst, han var hæs, ja jeg kan nævne Jesu Navn lige saa vel nu som før. I Jesu Navn, Inger, luk mig ind.
Hun aabnede rystende Døren og saa ham staa udenfor bøjet under den sorte Kiste i lange muldede Klæder, hun saa, at det godt nok var Axel.
Men da de var kommen til Sæde hos hinanden, havde Axel ingenting at sige, hvormed han kunde trøste og dæmpe. Inger græd af al sin Magt, hendes Mund stod aaben, Bevægelsen rystede hendes Hjærte. Inger græd længe og blindt, den uimodstaaelige Fryd i Sorgen vakte hendes Kraft, saa at hun næsten knustes.
Natten var stille, kun den blæsende Vind. Inger havde grædt,
grædt, hun var saa lyksalig, og nu redte hun Axels Haar. Hun
blev ved at græde, men hun græd gennem Latter. Axels Haar
var koldt, hans Hoved var koldt som en Graasten paa Marken.
Du har Jord og Grus i Haaret, snakkede Inger lykkelig og forgrædt. Der sidder Smaasten paa Bagen af dine Hænder.
