184
KONGENS FALD
Axel vendte sine livløse Hænder og tænkte efter. Ja han havde ogsaa Jord i Munden.
Du er saa kold! udbrød Inger, og hendes Stemme blev raa af den Frysning der rystede hende fra Hoved til Fod. Hun stillede sig tilfreds, græd og lo, hun hikkede. Hun redte saa saare, og Axel bøjede Panden imod sin Elskede.
Natten var stille, det gule Skær fra Nord stod paa Ruderne. Vinden lullede udenfor.
Sig mig, hvordan der er under den sorte Jord i Graven hos
dig? spurgte Inger kærligt, fuld af Frygt og Omsorg. De sad saa
godt sammen i den venlige Nat, i det hvide Kammer. Og
hvorfor har du din Kiste med?
Min Kiste har jeg med, fordi jeg ellers kunde blive hjemløs, den er mit Hus, svarede Axel tro. I min Grav har jeg det godt. Jeg har det godt, naar du trøster dig, Inger. Naar du synger og er glad, da glemmer jeg. Jo min Kiste er fuld af Roser, jeg sover paa Roser i Himmerigs Mørke. Det er vidunderligt at hvile i Jorden. Naar du traller i din Stue og er glad.
Da lad mig komme med dig! bad Inger under en Storm af Graad, da tag mig med ned i Jorden.
Naar du sørger og klager for mig, Inger, naar du græder, da løber min Kiste fuld af levret Blod! Der er forfærdeligt i Graven. Kære Inger, hvorfor længes du efter mig? De døde skal blive nede, hvorfor begræder du mig, jeg er død, hvorfor elsker du mig?
Det sagde Axel taalmodigt og med Styrke som et Sigende, han kunde. Han var bleven over al Forstand klog, Axel, han var rusten i Mælet af en uigenkaldelig Erfaring.
