Side:Kongens Fald.djvu/196

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

190

KONGENS FALD


blev saa inderlig glad. Spørgsmaal og Udbrud vekslede i hans Mund paa den sære stive Maade, der altid havde været ham egen. Han var forresten livligere i Blikket og meget friere end den Niels, Mikkel huskede fra Fortiden; men han havde jo ogsaa været selvstændig Mand paa Stedet nu i mange Aar.

Ja den gamle er jo henne, din og min Fader, udbrød Niels med lav Stemme, da han kom i Tanker om det. Ikke mange Uger efter at du havde været hjemme og set ham, saa kunde vi bære ham ud. Det er vel tolv Aar siden nu. Ja han var gammel.

Mikkel tav. Fluerne summede og løb paa det skurede Bord.

Jeg havde knap tænkt, du skulde komme indom vor Dør mere, Io Niels og undgik Mikkels Blik. Men pludselig saa han grebet paa Broderen: Vi to bliver ogsaa gamle.

Mikkel vendte i Tanker Ansigtet opad og nikkede.

Niels snakkede om andre Ting, han var efterhaanden bleven oplivet. Han rejste sig.

Jamen du er kommen Mikkel! sagde han. Det skal være en Mindedag. Jeg faar kalde paa de andre.

Niels stod udenfor Døren paa Stenbroen og raabte med lystig Stemme paa sine Sønner, tre Navne: Anders, Thøger og Jens. Mikkel sad inde i Stuen og saa sig om og flyttede paa sine mødige Ben. Ja, jo, sang det ude i Laden fra Niels' Sønner, der blev vækket saa brat. Den ene af dem hujede længe i Halvsøvne, som blev han grueligt forskrækket, og Mikkel hørte Niels smaale ude paa Stenbroen. I det samme gik Døren til Frammerset op, og Niels' Kone kom ind. Sønnerne viste sig en efter en, hver med et stort Blik til Pilgrimen paa Bænken. Det var voksne Karle alle tre.

Se jeres Farbroder! sagde Niels fornøjet. Mikkel forskede i de unge Ansigter og genfandt Slægtens Træk i dem alle.

Der kom Mad paa Bordet, og medens Mikkel spiste, sad hele Familjen rundt om ham. Niels saa med Iver paa den hjemkomne og glædede sig ved hans Appetit, Konen og Sønnerne