196
KONGENS FALD
Faar. Da han kom tilbage igen, stod han stille ved Siden af Mikkel og vilde sige noget men kunde ikke.
Hvad vil du sige, Niels? spurgte Mikkel syngende.
Jeg har hørt en Ting fortælle, stammede Niels med stort Besvær. Hvis det er sandt — ja eller det kan være mig ligemeget. Men jeg vil snakke om det, da det maaske kan hænde, vi bliver skilt. Folk i Graabølle har fortalt, at det var dig, der slog ham den Axel ihjel — din egen Svigersøn paa den Maade — for at tage hans Penge Du var i alt Fald paa Egnen i de Dage, men jeg saa dig ikke, du kom ikke ind til vort. Er det sandt, Mikkel?
Ja, svarede Mikkel med den Ro og Trods, som Niels kendte fra gammel Tid, og som han nu ogsaa straks bøjede sig for.
Saa har du haft din Aarsag, sagde han dæmpet og lettet. Det vil jeg ikke forske i. Men du skulde ikke gaaet min Dør forbi. Der er meget, som mig og mine Lige ikke kan sætte sig ind i. Lad os gaa hjem og se til Konens Nadver.
Da de stod udenfor det mørke Hus, hviskede Niels hastigt:
Skulde du leve efter mig, Mikkel, saa kunde du jo holde et Øje med hvad her er.
Ja, svarede Mikkel med en forkommen Røst. De gik ind.
