213
JAKOB OG IDE
og i Augustdagens sparsomme Solskin. Det varede to Timer inden de naaede Helsingør.
Jakob spurgte en Mand, hvem det var der kom sejlende, og fik at vide, at det var Kong Christiern selv. Nogle kunde fortælle, at han kom fra København, hvor han havde underhandlet med Rigsraadet efter sin mangeaarige Landflygtighed i Holland og Norge, men ingen vidste rigtig, hvor han nu agtede sig hen. Kun saa meget anede de allesammen, at nu skulde de miste ham.
Da de tre tunge Karaveler var lige udfor og passerede med højtbugnende Sejl, begyndte en og anden i Flokken paa Stranden at raabe ud imod dem. Skibene ligesom dukkede sig og slog Søerne ud fra de stumpe Bove. Ingen rørte Hattene derude, der lød ikke et Skud og ikke et Signal.
Men alle Borgerne i Helsingør fulgte et Stykke med langs Stranden. Og der var kommen endnu flere Folk til, Bønder inde fra Landet og langs Kysten, som havde faaet Øje paa Skibene; der var mange hundrede Mennesker, gamle og unge, og de løb vinkende og kaldende langs Strandbredden, til de kom til den yderste Pynt. Her blev de staaende, her trængte de sig sammen i en lang tæt Stimmel saa nær ud til Vandet, som de kunde komme.
Farvel, Kong Christiern! raabte en gammel Mand. De der stod ved Siden af og hørte den skrøbelige Røst, brast i Graad og gentog Raabet.
Farvel! lød det enigt som et svingende Stormsus fra dem alle paa en Gang. De tav lidt for ængsteligt at følge Skibene med Øjnene. Der lød Klager og Suk. De rakte sig over hverandre og viftede og viftede ud mod Skibene. Saa rejste de sorgfulde Raab sig igen, men nu var Skibene allerede langt ude, og det lød svagere og mere forknyt:
Farvel, Kong Christiern!
Allersidst i Flokken stod en gammel Kone, hun havde haft
