Spring til indhold

Side:Kongens Fald.djvu/222

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

216

KONGENS FALD


kendte Folk var bleven slaaet ihjel i Krigen, de blev derfor slet ikke i Kvorne men vandrede lige igennem uden at træffe nogen, der standsede dem. De havde ikke hjemme i Kvorne mere, det var endda som om de aldrig havde haft hjemme der.

Et Aar efter naaede Jakob og Ide igen til Skagen. De vendte om og stod med Ryggen til de to Have, der tørner sammen udenfor Grenen. De saa ned i Landet, som bredte sig svimlende dybt ned i Sønder. Jakob lo og tog sin stumme Kamerat ved Haanden, og de gik ned langs den nordre Strand.

Høststormen snurrede dem rundt. Tit maatte de skynde sig op mod Klitten, naar en stærk Sø væltede ind over hele den lave Forstrand, hvor de gik. Det var svalt og aabent Vejr. Maagerne skruede sig tavse op i Modvinden. Den bitre Fraade fløj fra Søerne og højt op paa Land, hvor den satte sig paa Sandet og dirrede i Vinden som frysende Fugle. Himlen var lav og laa hele Tiden paa Rejse fra Nordvest.

Ved Aftenstid kom Jakob og Ide til et Fiskerhus, det eneste der var at se paa den øde Strand. Jakob stillede sig udenfor Døren og fór kraftigt med Buen over Strængene fra Bas til Kvint. Døren gik øjeblikkelig op, og der viste sig et bevæget Ansigt, en gammel Mands Ansigt. Tre—fire smaa Børn tumlede ud, den ene ovenpaa den anden.

Hvad var det ikke for en Klang! Jakob spillede, og det lød som Guld og Diamant og brogede Stoffer. Violinen var som en stor Stjærne, hvorfra der straalede rød og blaa og gul og hvid Ild. Den fremtryllede Synet af Blomster. Der var et vildt Hjærte i den.

Kom indentil! bad den gamle Fisker rent højtidelig, da Jakob havde afspillet. De blev bænket derinde og beværtet, der var ingen Ende paa Folkenes Glæde over at have faaet Musik til Huse. Og da Jakob havde spillet nogle Toner mere, slog den gamle Aftægtsmand pludselig i Bordet.