PAA SØNDERBORG
Men det blev Foraar og Sommer igen.
Jakob og Ide rejste saa saare. Det var som om hvert Sted i Landet længtes efter dem, de fik mere og mere travlt, skønt de vist næsten havde glemt deres Ærinde. De vandrede om i Landet i syv Aar. Alle Folk kendte dem og tog vel imod dem, naar de kom. Men de var særlig godt kendt i Limfjordsegnen, hvor de trak om en stor Del af Aaret. Der gik siden mange Fortællinger om Jakob Spillemand, som Folk kunde blive ved at huske; hans Viser blev ogsaa trofast sunget i mange Aaringer. Han var en grusselig en, Jakob, synge og spille kunde han; der var Kunster i ham, naar han blev svirende, og det blev han ikke saa helt sjælden. De fortalte om ham, at han havde spillet til Dans en Nat i Lunden ved Bjørnsholm og smagt paa Drammerne, og da han blev funden om Morgenen, var Buen bleven henne for ham; men han var ikke derfor sat fast, han tog sin Kæp og harpiksede den og spillede med den, saa en maatte undre sig. Han var en Torn!
Men saa et Aar kom Jakob Spillemand og Ide ikke til Limfjorden. De blev savnet ogsaa alle andre Steder i Landet, og de indfandt sig aldrig siden.
Jakob var nemlig tilsidst kommen efter, hvor Mikkel Thøgersen, Ides Bedstefader, opholdt sig, og de begav sig sporenstrengs paa Vej til Als. Ide var nitten Aar nu, saa det var paa Tide at faa hende anbragt hos rette vedkommende.
