Side:Kongens Fald.djvu/226

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

220

KONGENS FALD


laget; det var en ung, urolig Hest, og Mikkel, der var brudt i Knæene, lod ikke til at være modig ved det.

Nu er du vist færdig, Mikkel, raabte Kongen og lo misfornøjet, se nu at komme op!

Mikkel slog høfligt med Hovedet og sluttede Undersøgelserne. Saa skulde han til det. Svenden, der stod ved Bidslet og holdt Hesten, rakte sig saa langt han kunde for at give en Haandsrækning, han skelede op til et aabent Vindue i Stegerset, gjorde Svenden, hvor et Par forleede Pigeansigter tittede frem. Mikkel fik Foden i Stigbøjlen og hævede sig langsomt og fattet op.

Fald nu ikke ned paa den anden Side! raabte Kongen med et ængsteligt Grin. Nej, Mikkel landede lykkeligt i Saddelen. Og da han sad der, skubbede han Hatten tilrette og vendte med fornærmet Honnør sit hvidskæggede Ansigt op mod Kongen.

Saa Farvel, Mikkel, sagde Kongen lidt rørt. Lad os nu se, du kommer godt hjem igen.

Jo, Deres Majestæt, svarede Mikkel. Han samlede pustende Tømmerne og skød sine hvide Knebelsbarter standhaftig op under Næsen. Saa slap Svenden, og Hesten satte i Trav. Mikkel svajede kraftesløs i Saddelen.

Nej det gaar aldrig godt, raabte Kongen og slog i Gelænderet, nej, nej, nej! Men det gik. Mikkel stindede sig og gjorde sig gældende. Vagten holdt Porten aaben for ham, og han red ganske strunk igennem, forbi Jakob og Ide. Porten lukkede sig straks efter ham igen, og de hørte ham ride over den ydre Gaard og dundre ud paa Vindebroen.

Da der var bleven stille i Gaarden, vendte Kongen sig paa Trappen for at gaa ind. Han stod og sagde noget til sig selv. Da fik han Øje paa Jakob og Ide.

Hvad er I for to? spurgte han og gik ned fra Trappen med Blikket rettet gennemtrængende paa dem. Han stillede sig foran dem og saa fra den ene til den anden, i højeste Grad interesseret.