221
PAA SØNDERBORG
Jakob svarede ikke, for han gik fra Snøvsen. Ide stod med sit øde, fine Ansigt og saa lige paa Kongen. Han snusede energisk ud af Næsen og saa undersøgende paa dem.
Hvad er I for Folk?
Vi rejser paa Professionen, stammede Jakob. Han hentede Vejret og fik Mod igen. Vi er af det Slav, der kommer meget omkring — den her lille Pige er ellers Datterdatter til ham, der red ud af Porten lige nu.
Hm, naa. En Slægtning af Mikkel. I er kanske kommen for at besøge ham. Saa var det slemt, han just skulde rejse i det samme. Hvorfor snakkede I ikke til ham?
Søde Gud nej. Jakob smilede uhyre høvisk og saa ned for sig og gjorde et rundt Spor i Sandet med Kæppen.
Jaja, sagde Kongen trøstende. De tav, og han saa paa dem.
Jaja, udbrød han igen stærkere. Der er ingen Ulykke sket endnu. Mikkel kommer igen. I kan … I kan blive her saalænge, vi skal snakke med Bertram. Kom I kun denne Vej. Naa saa I spiller?
Jo! Jakob slog glad og undselig paa Violinbælgen, mens de satte sig i Gang. Den gamle Konge gik foran og rømmede sig i ypperligt Lune. Ho! Det skulde nok ordne sig altsammen. Ho, ho!
Og de var henne og forhandle med Høvedsmanden. Jakob og Ide stod sømmeligt i Afstand, mens Kongen talte deres Sag. Bertram Ahlefeld lyttede forbindtlig og med største Ro. Han var meget højere end Kongen, men han bøjede sig ikke, Kongen saa op paa ham og talte ivrigt og gik over paa den anden Side af ham; han fik sin Vilje og takkede varmt, men Bertram Ahlefeld bevarede sin underdanige Kulde.
Kongen gik selv i sine udtraadte Sko over i den ydre Gaard og sørgede for, at Jakob og Ide blev indkvarteret i en af Bygningerne der. Om Aftenen maatte de spille for Kongen inde i Taarnstuen, hvor han for det meste opholdt sig. De blev beværtet med Vin, og Jakob spillede sine Hopsaer med al den
