222
KONGENS FALD
Kunst, han raadede over. Det lød saa sært her under Murene. Kongen var tilfreds, han blev vemodig og sad med Haand under Kind. Vokslysene brændte paa Bordet, hvor Spændebogen laa opslaaet.
Vinen begyndte at sætte Sving i Jakob, der fo'r et sygeligt Træk over hans Ansigt, og han gav en ellevild Springdans tilbedste. Ide stod spinkel og pæn ved Siden af Stolen med Trianglen.
I en Pavse spurgte Jakob, hvornaar Mikkel kom hjem igen — saadan hen i Vejret, for at Kongen skulde overhøre det, hvis det var upassende spurgt. Men Kongen svarede ligefremt, at det varede ti—tolv Dage.
Kongen tav herefter, og Jakob mente ikke at burde sige noget. Han spillede, hvad han kunde huske. En Gang da han sad med Fjolen under Hagen og tænkte sig om efter en ny Tone, stjal han sig til at se paa Kongens slappe, ærværdige Træk. Kongen saa op i det samme og bemærkede, at Jakob var en hærget og sammenfalden Mand.
Skal vi ikke have mere? spurgte Kongen hjærteligt, i sine egne Tanker.
Jakob spillede igen og traadte Takt med Hælen! Tju! Det var Træskovalsen.
Kongen beholdt dem hos sig hele Aftenen, han følte sig saa alene, det var første Gang i ni Aar, at Mikkel havde været borte fra Slottet. Kuren blæste Midnat fra Taarnet, inden Jabob og Ide kom fra Audiensen, og da var baade Kongen og Jakob stærkt blissede. Kongen lagde sin Haand paa Ides Skulder, før hun gik, og maalte hendes Skikkelse med en gammel Kenders dristige og forsagende Artighed.
Jakob og Ide blev laaset ud gennem alle Dørene af Slotsforvareren, som var dygtig mut. Vagten nede i Porten havde bedre Humør, han lyste med Lygten paa Ide og saa, hvor hun var fin og hvid. Da hævede han lumskelig Lygten i Vejret, saa
