17
KØBENHAVN VED NAT
en Flok Landsknægte, der kom sværmende i meget høj Stemning.
Der har vi jo vor lærde Ven igen! raabte en af dem, og hans læspende Udtale var ikke til at tage fejl af — det var de fire, han havde truffet ude i Serritslev og et Par Stykker til. Clas tog ham i Armen og vilde have ham med, og Mikkel kunde ikke sige nej. De turede saa lidt omkring ud af en Bod og ind i en anden og fik at drikke hvert Sted. Mikkel havde god Vilje til at slaa sig løs som de andre, men han kunde ikke, fordi han saa, at Otte Iversen fremdeles var mørk og forstemt. Mikkel vidste endelig ogsaa, at Herrerne kun gav sig af med ham, fordi han morede dem.
De kom over Højbroplads, og her stødte en spinkel gulhoset Svend til dem og fortalte noget, der syntes at gøre stort Indtryk — de tog Fart allesammen op ad Gaden, og hele Flokken trak om Hjørnet til Hyskenstræde. Mikkel Thøgersen blev glemt. Han blev staaende lidt og saa sig om. Slottet laa mørkt og stille, intet rørte sig uden en Jolle, der laa og rokkede i Graven ved Bropælene. Taarnet derude stræbte roligt tilvejrs og saa sig ud med smaa rynkede Glugøjne. Mikkel mumlede et Par Vers af Vergil hen for sig — om den evige Nat og om den, der vaager.
Gaa hjem nu? For at ligge og høre paa Ove Gabriels Snorken. Nej, Mikkel bøjede Hovedet og fulgte efter de andre. At de havde ladet ham staa, behøvede jo ikke at sige, at de ikke vilde have ham med længere.
Der var Lys flere Steder i Hyskenstræde. Mikkel luskede forbi de lukkede Porte og mærkede den særegne Duft, som han kendte her, Duften af Bastmaatter og Muskat — der foresvævede ham en Idé, om indiske Karavaner, Kamelgødning, Tørke.
Ud fra Conrad Vincens' Bod lød Stemmer, og Døren stod
