Side:Kongens Fald.djvu/230

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

224

KONGENS FALD


gik som et Rovdyr fra Mur til Mur de første Maaneder, da Indespærringen slog ham med Feber. Her svedte han, her spiste og drak han som en rasende og faldt fuld og gal i Søvn om Aftenen for at vaagne under hvislende Eder om Morgenen. Her gik han sparkende op og ned mellem de dinglende Stole, her sendte han Tinkrusene fra sig, saa de faldt flade ned fra Væggen. Her havde han gaaet og hørt Aandepustet fra sine egne haarede Næsebor.

Kongens Ansigt skiftede Udtryk hele Tiden, mens han laa der i Alkoven og saa frem mod Lysene uden at kunne blive søvnig. Der fo'r Skygger over hans Bryn. Saa laa han igen sagtmodig.

Pludselig lo han, og det var den dybe naadige Latter fra gamle Dage, han var kommen til at tænke paa den unge Kvinde, som Ditlev Brokdorp listede ind til ham her for elleve Aar siden, da han havde lagt sig til Sengs og ikke vilde staa op. Han havde unægtelig været lykkelig ved Pigen, som ogsaa var virkelig køn. Men det var syndigt, det var en grov Overtrædelse. Gud beskytte hende, hvor hun saa var!

Kongen sukkede dybt og saa med et fugtigt Blik ind i Lysene. Om lidt haabede han at falde i Søvn, takket være Vorherre, der frier os lempeligt af Vaade og vender vor Utaalmodighed til Visnen.