CAROLUS
Mikkel Thøgersen red over Vindebroen. Men da han kom ud i den frie Luft, svimlede han og var nær dinglet af Hesten; Udsigten til alle Sider fortumlede ham, det var som skulde han skilles ad. Han red det korte Stykke Vej ned til Færgestedet, prajede Baaden og blev sat over. Men saa kom han heller ikke længere den Dag, han maatte syg og halvt forstyrret tage ind paa Færgekroen, hvor han straks gik i Seng. Næste Morgen var han ved godt Mod igen, han slog nogle af sine Penge i Stykker paa Kroen og begyndte at se lysere paa hele denne Rejse, som han havde været bange for, lige fra den blev bestemt. Han og Værten pæglede lidt sammen paa Formiddagen. Men saa fik Mikkel pludselig travlt og beordrede Hesten frem.
Jeg skal til Lybæk, erklærede han betydningsfuldt. Jeg har langt at ride. Det er i Kongens Ærinde.
Mere vilde han ikke sige, han omgav sig med en Statsmands skæbnesvangre Hemmelighedsfuldhed:
Lad min Ganger føre frem!
Værten fik ikke mere at vide, og han var vist ogsaa saa temmelig ligeglad. Mikkel var en Smule kæfret, han besteg Hesten med rullende Øjne og svang en stor Mønt i Støvet til Staldkarlen. Saa red han, og Skam slaa, den gamle Negl viste sig til sin Fordel i en Galop, han red som Edder og Forgift ud ad Landevejen.
