228
KONGENS FALD
Néj, bekræftede Mikkel slaaet.
Zacharias satte sit gule Kranium i en vuggende Bevægelse fremefter og tilbage. Og han begyndte at knurre.
Vi bliver gamle, Mikkel Thøgersen, sagde han saa overrumplende, han sad med fremstrakt Hals og et fast Blik.
Mikkel fo'r sammen og saa op. Han maabede:
Hvorledes, kender …?
Zacharias satte igen sit Hoved i vuggende Bevægelse og nød Triumfen.
Joh! sagde han. Joh! Men dermed skulde Spøgen være forbi, han gjorde sig alvorlig. Naa!
De tav i nogle Minutter. Mikkel saa med virrende Hoved ned i Gulvet. Denne Mand maatte man holde sig gode Venner med. Han lagde Hovedet lidt skævt og saa trohjærtig paa Zacharias.
Gammel — Aa! De ser endde ikke ud til at være saa gammel. Jeg er over de halvfjers. Saa gammel er De ikke.
Da fo'r Zacharias ud paa Gulvet og opslog en voldsom, kaglende Latter, gik rundt med lange Skridt. Pludselig lo han endnu skrækkeligere og slog Knips foran Mikkels Ansigt:
Jeg er vel endogsaa ung!
Og idet han tog endda længere Skridt, citerede han for Mikkel, hylende af Lystighed:
Mugit et in teneris …
Han hujede af Grin:
Formosus …
Han storkede skogrende rundt:
Obambulat herbis.
Det varede længe inden Zacharias blev færdig med at more sig over denne blodige Strime af Ovid.
Mikkel sad forlegen og vaskede sine gamle Hænder i Uskyl-
