Side:Kongens Fald.djvu/241

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

235

CAROLUS


Ja vi kan godt gaa, sagde Zacharias, han er langt inde i Opgaven. Men det vil vare over en Time, inden Hovedet er fyldt og udspændt. Han ser rigtig godt ud, naar han er fuldt opsvulmet og sidder som en Stilk paa sit eget modne Hoved. — Jeg ved ikke, om Kollega vil vente og faa Besked om et Par Timer eller komme igen i Morgen?

Hvorfor ligger han og ser saa elendig ud i Ansigtet? spurgte Mikkel bange deltagende. Mikkel var næsten ude af sig selv, af Vinen, af Skræk og Ynk.

Det er kun naturligt, svarede Zasharias, det følger med Tænkerevnen.

Jeg troede, man blev glad af Klogskab stammede Mikkel, og han blev saa svag.

Skal vi gaa? foreslog Zacharias. Hr. Mikkel! Visdom fordobler Gaaderne. Carolus har sagt mig det som Essensen af sin Grublen. Hans Hoved vejer et Lispund og nogle og fyrre Kvint, kold Værgt, og hver Gang han løser et Problem, tager Vægten til med et Kvint. Carolus har ogsaa sagt mig, at man under abstrakt Tænkning efter et vist Tidsrum kommer tilbage til Udgangspunktet. Det vil sige, at i samme Øjeblik man nærmer sig den virkelige Løsning af et Problem, ophører Problemet at eksistere som saadant. Men selve Processen, der iøvrigt ytrer sig som Smærte, og hvis Udstrækning er ligegyldig, har jo sin Interesse og sin Værdi. Jeg ved ikke, om Kollega forstaar. Skal vi gaa ned? Jeg tror, jeg har en Kande dernede endnu.

Men Mikkel vilde ikke blive, han vilde hjem, han følte sig syg og bedøvet. Zacharias fulgte ham ned ad Stigerne, han var ikke fuldkommen ædru, han knebrede en hel Del med sin skaanselsløse Livlighed, men Mikkel hørte ingenting mere. Nede i Døren aftalte de, at Mikkel skulde komme igen Dagen efter og hente Besked.