25
DRØMMEREN
hjem med Posen fuld. Mikkel rejste sig uden et Ord og gik sin Vej.
Da Mørket var falden paa, befandt Mikkel Thøgersen sig et Sted paa Vejen udenfor Vesterport. Han hørte en Rytter komme inde fra Byen i Galop. Og næppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham. Det var Otte Iversen. I et Nu var han sprængt forbi. Han sad foroverbøjet i Sadlen og jog ud ad Landet til. Mikkel stirrede efter ham og hørte, hvor Hesten gav sig ud af Halsen i Firspringet. Jord og Sten sprøjtede fra dens Hove.
Rundt om duftede det grønne Korn. Aftenen var ganske stille. Frøerne sang og sang i uendelige Drømme.
Da Mikkel en Time efter gik ind mod Nørreport, hørte han igen det vilde Hovslag bag ved sig. Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi i fuldt Firspring igen og sprænge ind mod Byen.
Nogle Dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet
"Storken", pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns
Universitet. Det kom ham dog ikke helt uventet, han havde
forsømt sine Pligter ved Gudstjenesten i længere Tid. Samme
Dag saa Ove Gabriel paa Mikkel som paa en anden læg
Mand.
Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed. Det første han foretog sig var at lade sit Mundskæg staa. Mens den kommende Tid væltede Ulykker ind over ham, Nød, Forblindelse, Angst, lagde han sig virkelig ogsaa en ræverød Knebelsbart til, to frodige Koste, en ved hver Mundvig, der haardnakket groede lige nedad.
