28
KONGENS FALD
Tiden forvandtes. Byen levede rundtom, af og til klang høje Glædesraab langt borte.
Da det endelig blev mørkt, listede Mikkel ud af Byen og bjærgede sig et Maaltid Mad i en enfoldig Bondegaard. For hver Bid, han sank, var han klar over, at han bedrog, siden han nu ikke læste længere.
— Og nu stod han her i den stille, svale Nat. Byen var kommen til Ro, og Mikkel vaagede som det dybe Sus, der bliver i Ørene, naar al anden Lyd er forstummet. Natten var fuld af Duft fra de duggede Haver. Det var meget lyst, Maanen var ved at komme, det lysnede i Øst over Haverne.
Der kom nogen oppe i Gaden. Mikkel hørte Skridtene nærme sig, han troede først, det var Vægteren. Men snart skelnede han Sporeklirren. Mikkel vilde ikke ses saa nær ved Mendels Hus, han traadte ud af Skyggen og slentrede ned ad Gaden. Omtrent ved Østergade blev han indhentet af ham bagved; pludselig blev Skridtene hurtigere, og Mikkel fik et Haandslag paa Skuldren. Han vendte sig og saa til sin Forundring, at det var Otte Iversen. Saa kendte han ham alligevel; hvad mon nu?
Godaften sagde den unge Junker dæmpet og med venlig Fortrolighed — er det ikke Mikkel Thøgersen?
Jo, det var det.
Vi var sammen derude i Serritslev forleden. Og jeg har jo ogsaa truffet Dem siden. De spaserer en Aftentur, ja, Vejret er dejligt. Jeg ved ikke …
Han talte sløret og med en egen Mildhed, som havde han været længe alene, han blev staaende og bøjede sig en Smule forlegen; det svage Nattelys strejfede Knappen paa hans Dolk.
Ja, det er snart for godt Vejr at sove i, sagde Mikkel.
De kunde … naar De alligevel gaar ude — skal vi følges ad en Tur?
Det havde Mikkel ikke noget imod, og de gik ad Østergade ind gennem Byen.
