29
FORAARS SMÆRTE
Jeg kender jo ikke nogen videre her i Byen, vedblev Otte Iversen — af danske at være.
Aa, nej. Mikkel mente, det kunde have sin Rimelighed. Han tav, og de fulgtes ad helt op til Frue Kirke uden at sige noget.
Hm! Otte Iversen rømmede sig. Har De ikke Lyst til at følge med hjem, hvor jeg bor og drikke et Bæger Vin? Han talte i en anden Tone nu, koldere og som det lod mismodigt.
Mikkel saa ingen Grund til at sige nej, og de gik hen et Sted i Vestergade, hvor Otto Iversen laa i Kvarter. Huset var lukket.
Vi kan ikke komme ind uden at banke dem op, sagde Otte Iversen henvendt til sig selv. Men jeg har en Kande Mjød ude hos Hesten.
De gik over den maanelyse Gaard og kom til et stort Skur med Halvtag. Otte Iversen stødte Døren op. Det er mig, sagde han, da en Karl sprang op fra sit Halmleje. Tænd os et Lys.
Karlen skævede til Mikkel, da han havde tændt Lys. Det var et stort Staldrum, men der stod kun en eneste Hest i et af Spiltovene. Otte Iversen gik op og klappede den og puslede lidt ved den.
Læg du dig kun igen, sagde han til Karlen. Han rakte hen i en Krog og fandt en lang Træstob frem, klappede Laaget op og kiggede i den.
Jeg opholder mig for Resten mest herude ved min Hest … vi kan vel godt sætte os paa Truget her? Der er en Slurk endnu, det er den brede Ende af Kanden, der er tilbage. Værsaagod!
Mikkel drak, og den stærke Mjød smagte forførende godt, den løb ud i ham, han blev øjeblikkelig varm. Otte Iversen drak en lang Slurk efter ham. Saa sad de der Side om Side paa Truget. Karlen, der havde smidt sig i Halmen igen, sov allerede dybt. Hesten nippede op i Hækken og tyggede saa stille. Lysestumpen brændte i sin Klemme paa Væggen. Dødsstille var der rundt om, Gaarden laa hvid som af nyfalden Sne udenfor Døren i Maaneskinnet. Det var over Midnat.
