30
KONGENS FALD
Mikkel listede sig til at se paa Otte Iversen, han blev mere og mere underlig ved ham. Men der var ikke andet at spore paa hans Ansigt end pinlig Fortænkthed, han kneb Munden sammen og stirrede ned for sig.
Her er meget lummert, for Otte Iversen endelig op, skal vi gaa udenfor igen. Men lad os drikke ud først.
De tømte Kanden og gik, Otte Iversen skød Døren til. Lidt efter var de ude ved Bymurene, de bøjede tilhøjre og blev ved at gaa langs med dem, fremdeles tavse.
Men Otte Iversen kunde ikke blive ved at tie. Aajaja! udbrød han spøgende, og Mikkel saa ham vende sit smilende Ansigt op i Maanelyset — her gaar vi i det skønne Majvejr; om fjorten Dage er man maaske færdig med alting, baade Maaneskin og alting.
Mikkel saa forbavset paa den unge Soldat, der var stanset med et Sæt, som om en Skælven havde overfaldet ham.
Tror De, jeg er bange for Krigen, vi skal i? sagde Otte Iversen og gik igen — det tror De vist ikke. Men sig mig … ja De er maaske endogsaa gift — eller er De forlovet?
E — nej, sagde Mikkel næsten skrækslagen og virrede med Hovedet.
Kunde De da forestille Dem, De var forlovet og skulde afsted? Jeg er forlovet. Jeg er rejst fra en Pige, og før jeg tog afsted, lovede hun mig at vente paa mig, om det saa varede aldrig saa længe.
Mikkel turde ikke røre sig, saa ilde tilmode blev han over Otte Iversen Forlegenhed og den Bespændthed, han aabenbart pintes af.
Hun heder Ane Mette, sagde Otte Iversen noget efter ganske sagte.
De gik videre i Tavshed. Men da Otte Iversen talte igen, var hans Stemme varm og svag. Det var fordi han havde faaet sagt Navnet før.
