43
OTTE IVERSENS FALD
Greneværk, Otte flyttede sig efter hende paa Knæene og stødte mod Kanten af et Bord, der var derinde.
Susanna, hviskede han, Susanna. Han gentog Navnet og var bleven roligere. Hun sprang hurtigt op. Men han holdt hende fast med begge Armene om hendes Kjole og Knæ.
Hvem er du? spurgte hun bævende.
I Stedet for at svare lo han dæmpet, fortabt, han mærkede Varmen fra hendes Legeme; hendes Kjole var ru og grov at føle paa, men han blev lykkelig i begge sine Hænder derved. I sin Glæde rakte han Armene op om hendes Liv og tvang hende i Knæ foran sig, han fattede hende varsomt om Haaret og de hede Kinder og vilde dreje hendes Ansigt om til sig. Han fik det ogsaa vendt — da narrede hun ham og snoede rask Ansigtet den anden Vej. Otte tvang igen hendes runde modstræbende Hoved om — da gav hun uventet efter og fik Ansigtet gemt til den modsatte Side.
Nej — nej, hviskede Otte henrykt, han kom i sin gode Ret, han brugte Magt og trak hende til sig, men hun stemmede baade Knæ og Albuer imod ham — han rækkede Halsen og naaede til at kysse hende, inden hun vidste af det, han kyssede hende endnu en Gang og fik ikke andet end en lille haardtlukket Mund at smage — men da strakte hun sig langsomt, godvilligt ud under ham, og han havde hende i hele hendes ydmyge Længde, smal og føjelig i sin Favn. Otte kyssede hende igen, og hendes Mund sprang ud som en Rose med mange svulmende Blade. Det løb ham harskt gennem Svælget, han hummede sig sky. Endnu engang kyssede han Susanna og mødte hendes Ild, og da blev han mod i Viljen, han hældede sig dybt forstemt ind mod Hyldetræets kolde Løv. Men Susanna lagde sit Hoved paa hans Bryst op under hans Hage.
Saaledes sad de længe. Der var stille i Byen. Midnatsklokkerne faldt ind med dybe rungende Slag.
Imorgen rejser vi, sagde Hr Otte. Det var der ikke noget
