Side:Kongens Fald.djvu/56

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

50

KONGENS FALD


straks velkommen. Men han slog fra sig den Gang og stak med Pigkæp, Drengene spredtes under forargede Skrig og lod ham gaa i Fred. "Storken" havde nok faaet Overskæg i Ansigtet, fastslog Folk smaaleende. Se kuns, hvor travlt han havde med at komme hen og se paa Pigen.

Da Toget naaede Torvet, steg Opsigten, Folk kom frem i Døre og Vinduer. En ung Gesel løb dristigt ud fra en af Boderne, meget forlystet, og idet han gav et vittigt, blufærdigt Hyl, greb han i Susannas Kjole og hvirvlede den i Vejret, saa at hun blottedes til Bæltestedet. Men hvorvel Folk tog dette for vellykket Humor, maatte det ikke være, det var utilstedeligt, Jerck vinkede alvorligt med Øjenlaagene til den muntre Svend og gik nærmere Susanna for at værne hende mod Løjer. Idet Jerck saa sig om, bemærkede han Mikkel Thøgersen. Men Jerck gjorde ikke Mine til at kende ham.

Susanna kunde næppe bære Stenene længere, hun rystede af Træthed, hendes Kinder blussede som Purpur af Anstrængelse. Et Stykke inde paa Østergade slog hun for første Gang de store blanke Øjne op — og straks brast hun i Graad — og stod stille. Da lettede Jerck uden at mæle en Stavelse Byrden ned paa Jorden og støttede sig ventende til sin Kæp. Mendel Speyer hviskede hastigt nogle Ord til sin Datter, Graaden mimrede ham i Mundvigene. Men han talte sig bestemt: Susanna bøjede Hovedet og græd ikke mere.

Saa gav Jerck hende Stenene at bære igen, og de naaede ud gennem Porten. Her læste Retsbetjenten kortelig op for Susanna, at nu kunde hun gaa med hvad hun havde faaet; men kom hun inden Byens Porte nogensinde igen, vilde hun hjemfalde til Loven. Et lille Stykke borte holdt en Vogn, Fader og Datter steg op tilligemed den fremmede Jøde, og de kørte bort.

Mikkel Thøgersen fulgte bagefter.

Det elendige Køretøj kom ikke rask afsted; Kusken, en lille Bonde med solbleget Nakkehaar, prikkede ufortrødent til sit Øg