58
KONGENS FALD
Egnen. Ja vi var jo aldrende begge to, før vi tog Koner — din Moder og hende var ellers ikke til Vens, kan jeg tro, hi sa … men hvad, nu er de døde og henne begge to. Ja. Aa ja.
… Hvad han sagde til det, Jens — ja hvad skulde han sige? Han kunde jo ikke tage en Kæp og drive den bitte Herremand fra Døren. En mærkelig Ting var det nu, som han hængte ved hende. Nu gaar hun jo nede hos Faderen og gør Ansigtet langt efter ham, han har vel lovet at komme hjem med aldrig saa meget godt, at de kan faa hverandre. Hvem ved? — Fruen paa Gaarden er ikke tilsinds, sandelig om hun er.
— Skal vi gaa ned og snakke et Par Ord med Jens Sivertsen, han vil gærne se dig, foreslog Thøger næste Dag, jeg kan vel kratte hen til ham, naar vi sejler Aaen ud.
Thøger klædte sig til Turen med et uldent Klæde om Halsen. Mikkel roede Prammen, og efter at de havde fortøjet den i Aamundingen, gik de Resten af Vejen til Jens Sivertsens Hus.
Saa fik Mikkel da Ane Mette at se. Lige til det Øjeblik han stod foran hende, havde han ikke kunnet forestille sig hende som anden end den lille gulhaarede Pige med den skære Hudfarve, og nu saa han hende som ved et Under forvandlet til en høj fuldstændig Jomfru; hendes Haar lyste i den stille Stue, hun var hvid og skær som et Barn endnu med en rød Mund og rene lyseblaa Øjne. Saadan maatte Freja have set ud.
Ane Mette gav Mikkel Haanden, han saa paa hende, til hun slog Øjnene ned. Dejlig var hun. Mikkel følte sig som brændt indeni Haanden: Otte Iversen! tænkte han — nu skal du faa det betalt.
Thøger førte Ordet, mens de var der. Der blev talt om alt muligt, ogsaa nært personlige Ting, men Stillingen med Ane Mette og den unge Herremand blev ikke berørt med et Ord. Man kunde ikke se noget paa hende heller, hun var en tilbageholden og blid Pige som alle Piger. Men hun saa ud som et Menneske, der er bleven hævet over alle andre ved Lykke, hen-
