76
KONGENS FALD
Her saa Jens Sivertsen uvist op.
Jeg søgte og spurgte de første mange Dage bestandig derovre, men der var ingen, der havde set dem eller vidste noget. Det var ikke førend nu for fire Dage siden, at jeg fandt hende; hun tjener for Pige paa en Gaard i Vestersalling. Men hjem vilde hun ikke for nogen Sag, hvad jeg saa bød hende, og hvor meget jeg snakkede for hende.
Jens Sivertsen sænkede Stemmen.
Hun skadede ellers ikke noget, saadan yderlig at se; meget forknyt var hun jo. Mikkel … ham vilde hun ikke høre nævnt. Rejst væk var han jo.
Jens Sivertsen saa op igen, og Sandheden stod at læse paa hans forgræmmede Mund.
Det var jo ham, der havde gjort det, tilføjede han meget febrilsk skønt bestemt.
Og da Otte Iversen fremdeles tav, lagde Jens endnu en Lok omhyggeligt tilrette i Manken og smaasnakkede. Thøger Smed er ikke mere tilfreds end jeg ved dette her. Sønnen er helt væk og med Vanære til. Men han har endda Niels, jeg er alene nu. Der kan times en meget, ogsaa for det en bliver gammel, ja der kan endda. Hvad jeg skulde sige …
Jens lagde Hagen paa Hestens Hals og stirrede i dybe Tanker over den ud paa Fjorden, hvor Vandet gik koldt under de svangre Skyer. Han vendte sig endelig igen og saa et Par Øjeblikke paa Otte Iversens Ansigt. Det var slet ingen Ansigt, Trækkene var visket ud og pint sammen mod Midten som paa en Kat, der er bleven kvalt af Røg.
Jens Sivertsen slap Hesten og gik tilside med et dæmpet Ord, en Stump af en Bøn.
Men Otte steg i Sadlen og skubbede sig tilrette.
Saa! sagde han til Hesten. Og han red hjem til Moholm i Skridtgang, Fod for Fod.
