Side:Kostgængeren.djvu/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

bliver et Bryllupsgilde. Al Verden er indbuden, baade Venner og Fremmede, ikke sandt?

Josephine. Min Fader....

Mad. Guillaume. Kjære Mand...,

Alexander. Tør jeg kalde Dem min Fader?

Guillaume. Ih, ja, det forstaaer sig, ifald De vil have den Godhed.

Oscar. Fortræffeligt! Saa bliver Alt ved det Gamle, og der skeer ikke mindste Forandring i Huset: Deres Datter, Deres Svigersøn og jeg, vi sætte os alle Tre i Kost hos Dem.

Guillaume. Nei Tak! jeg har nok med det jeg har. Lad Dem selv holde Deres Huusholdning.

Oscar. Ja ligesom De selv vil. (Til de Andre.) Det er et forunderligt Menneske! han er bange for at faae alt for mange Gjæster. (Til Publicum.) Jeg har nu ganske den modsatte Smag; mig synes: jo flere, jo bedre. Hvis De derfor vil ærgre ham, saa vær saa god at besøge os hver Aften vi ere hjemme. Men det forstaaer sig, De maa tage tiltakke med hvad Huset formaaer.... ja, det er sandt, det har jo Madamen allerede sagt.






Kjøbenhavn, 1832.

Faaes tilkjøbs i den Schubothske Boglade paa Børsen No. 9.

Trykt hos Bianco Luno & Schneider, Pilestræde Nr. 105.