Side:Legender og Fortællinger.djvu/100

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

87

GAMLE AGNETE.

Gletchervandrere, disse utrættelige Skygger, der jagedes om af de iskolde Fjeldvinde.

Paa engang følte hun en dyb Rædsel for Bjerget og syntes, at hendes Hytte laa forfærdelig højt oppe. Hvad om de, der færdedes usynlig deroppe, drog nedad Gletcherne! Og hun, der var ganske alene!

Ved det Ord alene tog hendes Tanker en endnu sørgeligere Retning. Hun var igen midt inde i den Sorg, som nagede hende evig og altid. Hun syntes, det var haardt at være saa langt borte fra Mennesker.

„Gamle Agnete,“ sagde hun højt til sig selv, som hun havde vænnet sig til der i Ødemarken, „du sidder oppe i din Hytte og spinder og spinder. Du slider og slæber alle Dagens Timer for ikke at omkomme af Sult. Men er der nogen, der har Glæde af, at du lever? Er der nogen, gamle Agnete?

„Havde du nogen af dine egne i Live — ja, saa maaske. Boede du nærmere nede ved Landsbyen, kunde du vel nok være til Glæde for nogen. Fattig som du er, kunde du hverken tage Hund eller Kat til dig, men du kunde vel nok engang imellem give en Tigger Husly. Du skulde ikke bo saa langt fra Alfarvej, gamle Agnete. Hvis du blot en enkelt Gang kunde give en tørstig Vandringsmand en Lædskedrik, saa vidste du dog, at det var nogen Nytte til, du levede.“

Hun sukkede og sagde til sig selv, at ikke engang Bønderkonerne, der gav hende Hør at