88
GAMLE AGNETE.
spinde, vilde sørge over hendes Død. Hun havde jo nok bestræbt sig for at gøre sit Arbejde ærligt og godt, men der var sagtens mange, der kunde gøre det bedre. Hun faldt i stærk Graad, da hun kom til at tænke paa, at Hans Velærværdighed, som havde set hende sidde paa samme Plads i Kirken i alle disse Herrens Aar, maaske vilde synes, det var ganske lige meget, om hun var der eller ej. „Jeg er, som jeg var død,“ sagde hun, „ingen spørger efter mig. Jeg kunde lige saa gerne lægge mig til at dø. Jeg er allerede frossen ihjel i Kulden og Ensomheden. Jeg er frossen helt ind i Hjertet, det er det, jeg er.“
„Aa ja, aa ja,“ sagde hun, for nu var Tankerne rigtig kommen i Fart; „hvis der blot var nogen, der trængte til mig, saa kunde der vel nok endnu være lidt Varme i gamle Agnete. Men kan jeg maaske strikke Strømper til Stengederne eller rede Seng til Murmeldyrene? Det siger jeg dig,“ sagde hun og rakte Haanden op imod Himlen, „at noget maa du give mig at udrette; ellers lægger jeg mig til at dø.“
I det samme kom en høj, alvorlig Munk hende i Møde paa Stien. Han gav sig i Følge med hende, fordi han saa, hun var bedrøvet, og hun fortalte ham om sin Sorg. Hun sagde, at hendes Hjerte var ved at fryse ihjel i hende, og at hun vilde blive som en af Vandrerne paa Gletcherisen, om ikke Gud gav hende noget at leve for.
„Det vil Gud nok gøre,“ sagde Munken.
„Ser du ikke, at Gud er magtesløs heroppe?“
