89
GAMLE AGNETE.
sagde den gamle Agnete. „Her er ikke andet end den nøgne, tomme Ødemark.“
De kom højere og højere op mod Snebjergene. Mosset bredte sig blødt over Stenene, Alpeurter med laadne Blade voksede langs Stien, Højfjeldet med Kløfter og Afgrunde, med Isbræer og Snemasser hævede sig foran dem saa tungt og truende, at Brystet pressede sig sammen. Da fik Munken Øje paa gamle Agnetes Hytte lige under Gletscheren.
„Aa,“ sagde han, „er det her, du bor. Da er du ikke alene; her har du Selskab nok. Se blot!“
Munken satte Pegefingeren og Lillefingeren mod hinanden, holdt dem op for den gamles venstre Øje og bad hende se op imod Bjerget. Men den gamle Agnete gøs og lukkede Øjnene.
„Er der noget at se deroppe, saa vil jeg paa ingen Maade se det,“ sagde gamle Agnete. „Gud fri os, Gud fri os! Her kan være uhyggeligt nok endda.“
„Ja, saa Farvel,“ sagde Munken, „det er ikke sikkert, det bliver tilbudt dig en anden Gang at se sligt.“
Den gamle blev nysgerrig; hun lukkede Øjnene op og saa hen imod Snebræen. Først saa hun ikke noget mærkeligt, men snart begyndte hun at skelne, at det rørte sig deroppe. Det var hvidt i hvidt, men det rørte sig. Hvad hun havde holdt for Dunst og Taage eller blaahvide Skygger paa Isen, det var Masser af fordømte, der pintes i den evige Kulde.
