Side:Legender og Fortællinger.djvu/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

91

GAMLE AGNETE.

ilede hen over Is, saa skarp som slebet Staal. Og hvor de frøs, hvor de rystede, hvor deres Tænder klaprede af Kulde! De, der var forstenede, og de, der kunde røre sig, alle frøs de i en sviende, bidende, uudholdelig Kulde.

Der var mange unge Mænd og Kvinder. Men der var ingen Ungdom i deres blaafrosne Ansigter; det saa ud, som om de legede, men al Glæde var død. Deres Tænder klaprede af Kulde, de gøs og krøb sammen som Oldinge, og det saa ud, som om deres nøgne Fødder opsøgte de mest skarpkantede Isstykker at træde paa.

Det, der gjorde mest Indtryk paa hende, var at se dem, der laa indefrosne i den haarde Gletcheris, og dem der hang ned fra Bjergets Sider som store Istapper.

Da tog Munken sin Haand bort, og gamle Agnete saa kun de tomme, nøgne Snebræer. Nogle tunge Ismasser laa hist og her, men de omgav ingen forstenede Spøgelser. Det blaa Skær paa Gletcheren kom ikke fra indefrosne Legemer. Vinden jagede nogle lette Snefnug foran sig, ikke Aander.

Men hun var dog sikker paa, at hun havde set rigtigt, og hun spurgte Munken:

„Er det tilladt at gøre noget for disse fordømte?“

Han svarede: „Naar har Gud forbudt Kærligheden at øve godt eller Barmhjertigheden at husvale?“

Saa gik han, og gamle Agnete satte sig ind