93
GAMLE AGNETE.
Hun laa i Mørket og lyttede.
Jo, det var ganske sikkert Trin. Det var, som om nogen var kommen glidende ned ad Gletcheren. Det kom tungt og stønnende. Det listede omkring Hytten, som om det ikke turde gaa ind. Tæt ved Muren stod det og rystede.
Gamle Agnete kunde ikke holde det ud. Hun foer op af Sengen, ud i det yderste Værelse og lukkede Døren i. Det var for meget; Kød og Blod kunde ikke udholde dette.
Udenfor Hytten hørte hun dybe Sukke og slæbende Skridt som af ømme, forrevne Fødder. De slæbte sig afsted, længere og længere bort, op ad Gletcherisen. Nu og da hørte man ogsaa en Hulken, men snart blev der igen ganske stille.
Da blev gamle Agnete ude af sig selv at Angst. „Du er fej, dit gamle Fæ,“ sagde hun. „Baalet brænder ud, og de dyre Lys ogsaa. Skal det altsammen være forgæves blot for din elendige Fejheds Skyld?“ Og da hun havde sagt dette, stod hun op endnu engang, grædende af Angst, med klaprende Tænder og rystende over hele Legemet; men ud i Stuen kom hun, og Døren fik hun op.
Atter laa hun og ventede. Nu var hun ikke mere bange for, at de skulde komme. Hun laa kun og var bange for, at hun havde skræmt dem bort, saa de ikke turde komme igen.
Og som hun laa der i Mørket, gav hun sig til at raabe, ligesom hun havde raabt i sine unge Dage, naar hun vogtede Hjorden: „Mine smaa
