94
GAMLE AGNETE.
hvide Lam, mine Lam i Bjergene, kom, kom! Kom ned fra Kløfter og Afgrunde, mine smaa hvide Lam!“
Da var det, som om en kold Bjergvind kom farende ind i Stuen. Hun hørte ingen Trin eller Suk, kun Vindstød, der kom farende langs Hyttens Væg og ind i Stuen. Og det lød, som om nogen uophørlig sagde: „Tys, tys! Skræm hende ikke! Skræm hende ikke! Skræm hende ikke!“
Hun havde en Fornemmelse af, at det yderste Værelse var saa propfuldt, at de blev trykket op imod Væggene og var nærved at sprænge dem. Undertiden var det, som om de vilde løfte Taget af for at faa Plads. Men hele Tiden blev der hvisket: „Tys, tys! Skræm hende ikke! Skræm hende ikke!“
Da følte gamle Agnete sig lykkelig og rolig. Hun foldede sine Hænder og faldt i Søvn.
Om Morgenen var det, som om det hele havde været en Drøm. Alt saa ud som ellers i det yderste Værelse, Baalet var brændt ud og Lysene med. Der var ikke saa meget som en Draabe Tælle i Stagerne.
Saa længe gamle Agnete levede, blev hun ved med dette. Hun spandt og arbejdede, saa hun kunde holde sit Baal brændende hver Nat. Og hun var lykkelig, fordi hun vidste, at nogen trængte til hende.
Saa kom der en Søndag, da hun ikke sad paa sin Plads i Kirken. Et Par Bønder gik da op til hendes Hytte for at se, om der var noget i Vejen
