95
GAMLE AGNETE.
med hende. Da var hun allerede død, og de bar Liget ned til Landsbyen for at begrave det.
Da det næste Søndag blev stedet til Jorden lige før Messen, var der kun faa, der fulgte. Heller ikke saa man Sorg i noget Ansigt.
Men pludselig, netop som Kisten skulde sænkes ned i Jorden, kom en høj, alvorlig Munk ind paa Kirkegaarden, og han blev staaende og pegede op paa de sneklædte Bjerge. Da saa de, at hele Bjergkæden skinnede i det klareste rødt, som om den lyste af Glæde, og midt paa slyngede der sig ligesom et Tog af smaa, gule Flammer, der lignede brændende Lys. Og disse Flammer var ligesaa mange som de Lys, den døde havde brændt for de fordømte.
Da sagde Folk: „Lovet være Gud! Hun, som ingen hernede begræder, har dog kunnet finde Venner deroppe i den store Ensomhed.“
