100
EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.
Kister fyldte med Silkekjoler og „Brudestads“, der var gamle Klaverer og Violiner, Guitarer og Fagotter. I Kommoder og Skabe laa haandskrevne Sange og gamle gulnede Breve; paa Væggene i Forstuen hang der Jagtbøsser, store Pistoler og Jagttasker af Skind. Paa Gulvet laa der Kludetæpper, hvor Stumper af gamle Silkekjoler vare sammenvævede med slidte Bomuldsgardiner.
Gaarden havde et stort Bislag, hvor Galdebær Sommer efter Sommer skød op ad et tyndt Tremmegitter. Den havde store, gule Forstuedøre, som stængedes med Klinke og Jernslaa, den havde en Forstue, der blev strøet med Enebærris, den havde lave Vinduer med mange smaa Ruder og tunge Træskodder.
En Sommer kom gamle Oberst Beerencreutz rejsende netop til denne Gaard. Det skal have være lige Aaret efter, at han drog fra Ekeby. Paa den Tid havde han lejet sig ind paa en Bondegaard i Svartsjø, og det var kun sjældent, at han begav sig ud paa Rejser. Han havde endnu Karriol og Hest, men han lod dem som oftest i Fred hele Aaret. Han sagde altid, at nu var han bleven gammel for Alvor, og for gamle Folk passer det bedst at holde sig hjemme.
Beerencreutz havde ogsaa ondt ved at skille sig fra det Arbejde, han havde i Gang. Han var ved at væve Tæpper til sine to Værelser; store, brogede Tæpper i et rigt og mærkeligt udspekuret Mønster. Det tog ham en uendelig lang Tid, fremfor alt, fordi han havde sin egen Maade at
