101
EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.
væve paa. Han brugte nemlig ingen Væverstol, men udspændte Garnet fra Væg til Væg, tværs igennem sin ene Stue. Saadan bar han sig ad for at kunne overse hele Tæppet paa een Gang; men at slaa Islætten paa og siden slaa Traadene sammen til en fast Væv, det var ikke noget let Arbejde. Og saa var der Mønstret, som han selv udtænkte, og Farverne, som skulde passes sammen. Det tog mere Tid for Obersten end nogen skulde tro.
Thi medens Beerencreutz arbejdede paa at faa Mønstret til at passe, og medens han arbejdede med Rending og Islæt, sad han ofte og tænkte paa Vorherre. Vorherre sad nok ved en endnu større Væverstol og havde et endnu mærkeligere Mønster at væve! Og han forstod nok, at der maatte være baade lyst og mørkt i det Væv, for at det kunde tage sig ud efter noget. Men Beerencreutz kunde undertiden sidde saa længe og tænke over dette, til han syntes, at han kunde se for sig, hvorledes hans eget og de Menneskers Liv, som han havde kendt og levet sammen med, dannede en lille Del af Guds store Væv, og han saa det Stykke saa tydelig for sig, at han kunde se baade Omrids og Farver. Og vilde man nu spørge Beerencreutz rigtig ud, saa maatte han tilstaa, at det var sit eget og sine Venners Liv, han vævede ind i Tæppet som en ringe Efterligning af, hvad han mente at have set fremstillet paa Vorherres Væverstol.
Obersten plejede dog at gøre en lille Tur til
