103
EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.
af Vestblad. — I Ungdommens Dage havde han slaaet saa vildt til Skaglerne, at selv Majorinden paa Ekeby ikke kunde bære over med ham. Hun havde ikke kunnet beholde ham paa Ekeby mere end et Par Aar, saa blev hun nødt til at jage ham bort. Vestblad havde været saa forfalden, at en Kavaler neppe kunde omgaas ham. Og nu paastod Ørneclou, at han ejede en Gaard og var gift med en udmærket Dame.
Obersten rejste da op til Halstanäs og saa ved første Øjekast, at det var en rigtig gammel Herregaard. Han behøvede blot at se Birkealleen med alle de indridsede Navne og de høje, fyldige Træer. Saadanne Birke havde han aldrig set undtagen paa gamle anselige Herregaarde.
Obersten kørte langsomt op til Gaarden, og hvert Øjeblik voksede hans Glæde. Han saa Lindehække af den rigtige Slags, saa tætte, at man kunde spasere oven paa dem, og der var et Par Terrasser med Stentrin saa gamle, at de halvt havde gravet sig ned i Jorden. Da Obersten kørte forbi Dammen, skimtede han dunkelt karudsernes mørke Rygge i det gullige Vand. Duerne fløj op fra Vejen med baskende Vinger, Egernet standsede sit Hjul, Lænkehunden laa stille med Snuden paa Forpoterne, paa en Gang logrende og smaaknurrende.
Tæt ved Bislaget saa Obersten en Myretue, hvor Myrerne uforstyrret gik frem og tilbage, tilbage og frem. Han saa paa Blomsterrabatten indenfor Græskanten. Der voksede de,
