104
EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.
alle de gamle Blomster, Narcisser og Vintergrønt og Husløg og Morgenfruer. Men oppe paa Diget voksede der smaa hvide Bellis, der vare blevne saa gamle paa Stedet, at de saaede sig selv ligesom Ukrudt.
Beerencreutz gentog for sig selv, at her var virkelig en rigtig Herregaard, der trivedes baade Planter, Dyr og Mennesker paa det Allerbedste.
Da han endelig kørte frem for Stuedøren, fik han saa god en Modtagelse, som han blot kunde ønske, og saa snart han havde børstet Rejsestøvet af sig, blev han ført til Bords. Og der blev budt ham god, rigelig, gammeldags Mad; Kniplingskager til Dessert, saadan som hans Moder plejede at give ham hjemme, naar han kom fra Skole, og som han aldrig havde faaet Magen til noget Steds i Verden.
Beerencreutz iagttog med Forbavselse Fanejunker Vestblad. Der gik han omkring, stille og fornøjet, med en lang Pibe i Munden og Kalot paa Hovedet. Han bar en gammel Dagligfrakke, som han havde svært ved at krybe ud af, naar han skulde gøre sig pæn til Middag. Det var den eneste Levning af den gamle Vildmand, som Beerencreutz fandt hos ham. Han gik og saa efter Folkene, regnede Daglønnen ud, saa, hvordan det stod paa Ager og Eng, plukkede en Rose til sin kone, naar han gik gennem Haven, og han hverken bandede eller spyttede.
Men allermest forbavset blev Obersten da han saa, at den gamle Fanejunker Vestblad førte Bø-
