105
EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.
ger. Han trak Obersten med ind paa Kontoret og viste ham store Bøger med røde Skind-Rygge. Og dem førte han selv. Han linierede dem med rødt Blæk og sort Blæk, skrev Konto og Navne med Skønskrift og skrev alting op, lige til et Frimærke.
Men Fanejunker Vestblads Kone, som var en født Frøken, kaldte Beerencreutz for Fætter, og de regnede snart Slægtskabet ud med hinanden — og de fik talt om alle deres Slægtninge. Tilsidst fik Beerencreutz saa stor Fortrolighed til Fru Vestblad, at han raadførte sig med hende om Tæppets Vævning.
Det var en Selvfølge, at Beerencreutz maatte blive Natten over. Han fik en stor Himmelseng med en Masse Dyner i det bedste Gæsteværelse, til højre for Forstuen, tæt ved Sovekamret.
Obersten sov godt, saa snart han var kommen i Seng, men hen paa Natten vaagnede han. Han stod straks op af Sengen, den gamle Oberst, og gik hen og skruede Skodderne fra Vinduet.
Han havde Udsigt over Haven, og nu saa han i den lyse Sommernat alle Gaardens gamle Æbletræer, som stode der knudrede, med ormædte Blade og med utallige Stivere under de raadne Grene. Han saa det store Skovæbletræ, som til Efteraaret vilde give uspiselig Frugt i tøndevis. Han saa Jordbærrene, som lige vare begyndt at at blive røde under de tætte Plantetuer.
Obersten stod og saa paa det, som om han ikke havde Raad til at sove. Udenfor sit Vindue
