Side:Legender og Fortællinger.djvu/120

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

107

EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.

Der havde ikke været meget ved ham paa den Tid, da han blev vist bort fra Ekeby. Det var ikke til at forudse, at han skulde ende som en sat og formuende Mand.

Obersten laa og smaalo og tænkte paa, om Vestblad endnu huskede, hvordan han plejede at more sig i gamle Dage, mens han boede paa Ekeby. Hver Gang det var en rigtig mørk og sludfuld Nat, gned han sig ind med Fosfor, satte sig op paa en sort Hest og red hen over Bakkerne ved Jernværket, der hvor Smedene og Møllerne havde deres Huse. Og hvis da tilfældigvis nogen saa ud af Vinduet og fik Øje paa en Rytter, der sprængte forbi skinnende i hvidblaat Lys, saa skyndte han sig at stænge hver Luge og hvert Spjæld og sagde, at i Nat var det bedst at læse sine Bønner to Gange, for nu var den Onde selv paa Sjælefangst.

Aa ja, aa ja, at skræmme enfoldige Mennesker ved saadanne Streger, det var der mange, der morede sig med i gamle Dage. Men Vestblad havde drevet Spøgen videre end nogen anden, Obersten vidste om.

Der var død en gammel Kone, Fattiglem fra Viksta, som var en Husmandslod under Ekeby. Det traf sig, at Vestblad fik det at vide. Tillige fik han at høre, at Liget var flyttet ud og bragt ind i en Lade. Om Natten tog Vestblad Ildklæderne paa, satte sig paa den sorte Hest og red til Gaarden. Og Folk fra Stedet, som havde været oppe og ude, havde set en Ildrytter ride op