109
EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.
for ham, det, som Vestblad der havde gjort. Det lagde sig paa ham som en Mare. Han var bange for, at han skulde faa den døde Kone at se — se hende komme frem bag ved Sengen. Han syntes, at hun maatte være her i Nærheden.
Og fra Værelsets fire Hjørner lød det Obersten i Møde med en forfærdende Vished. Dette tilgiver Gud ikke. Dette har Gud aldrig glemt.
Obersten lukkede Øjnene, men da saa han pludselig for sig Guds store Væverstol, hvor Væven var vævet af Menneskeskæbner. Og han syntes, at han saa Fanejunker Vestblads Terne, — og den var omgiven af Mørke paa tre Sider. Og han, der forstod sig paa Vævning og paa Mønstre, han indsaa, at den fjerde Side ogsaa maatte dækkes med Mørke. Det kunde ikke gøres anderledes, der vilde ellers blive Fejl i Vævningen.
Den kolde Sved brød frem paa hans Pande, det syntes ham, at han saa ned paa det ubevægeligste og haardeste i hele Verden. Han saa, hvorledes den Skæbne, som et Menneske har skabt sig i det forløbne Liv, vil forfølge det. Og det var der nogen, der tænkte, at man kunde slippe fra!
Slippe fra, slippe fra! Alt var tegnet og skrevet op, den ene Farve og Figur tvang den anden frem, og alt blev saadan, som det maatte blive.
Oberst Beerencreutz satte sig paa engang ret op i Sengen; han vilde se ud paa Blomster og Roser og tænke paa, at maaske Vorherre dog kunde glemme.
