110
EN HISTORIE FRA HALSTANÄS.
Men da, i samme Øjeblik som Beerencreutz satte sig oprejst i Sengen, aabnedes Sovekammerdøren — og en fremmed Karl stak Hovedet ind — og han nikkede til Obersten.
Det var nu saa lyst, at Obersten saa Manden ganske tydeligt. Det var det grimmeste Ansigt, han nogen sinde havde set. Han havde graa Griseøjne, flad Næse og et tyndt, stridt Skæg. Man kunde ikke sige, at Manden saa ud som et Dyr, for Dyr ere som oftest kønne; men han havde dog noget dyrisk over sig. Han havde Underbid, Hagen var tyk, og hans Pande blev helt borte under det tykke, uredte Haar.
Han nikkede tre Gange til Obersten, og hver Gang spærrede han Munden op til et bredt Grin. Saa strakte han en Haand frem, der var rød af Blod — viste den ligesom triumferende frem.
Indtil dette Øjeblik havde Obersten siddet stille som lammet, men nu sprang han op og var henne ved Døren i to Skridt. Men da han kom derhen, var Karlen borte og Døren lukket.
Obersten vilde lige til at raabe og banke, da det faldt ham ind, at Døren maatte være lukket indvendig fra, paa hans Side, da han selv havde gjort det om Aftenen. Og da han undersøgte den, viste det sig, at den slet ikke havde været aabnet.
Da kom der en Slags Skamfølelse over Obersten, at han saadan paa sine gamle Dage begyndte at se Spøgelser. Han gik hen og lagde sig igen uden videre.
