BRØDRENE.
Det kan gerne være, jeg tager fejl, men det forekommer mig, at der netop i Aar dør en utrolig Masse Mennesker. Jeg synes ikke, jeg kan sætte min Fod paa Gaden uden at møde Ligvognen. Det er umuligt at lade være at tænke paa alle dem, der drager ud til Kirkegaarden.
Jeg har altid en Følelse af, at det er Synd for de døde, der bliver begravet i Byerne. Jeg kan høre dem klage nede i deres Kister. Nogle jamrer over, at de ikke har faaet Fjerbuske paa Ligvognen. Nogle tæller Kransene og er ikke fornøjede. Og saa er der nogle, der kun bliver fulgt af en to-tre Vogne og føler sig krænkede.
Den Slags Ting skulde de døde aldrig behøve at føle og opleve. Men Folk i Byerne forstaar slet ikke, hvordan de skal hædre dem, der indgaar til den evige Hvile.
Naar jeg rigtig tænker mig om, ved jeg ikke noget Sted, hvor man forstaar det bedre end hjemme i Svartsjø.
Dersom du dør i Svartsjø Sogn, saa ved du, at du faar en Kiste Mage til den, alle andre faar,
