117
BRØDRENE.
kun var een, der er stor og imponerende, og det er dig i din Kiste, dig, der er død.
De andre — ja, de maa næste Dag staa op til groxt, svært Arbejde, de skal sidde hjemme i gamle, fattige Huse og gaa med gamle, lappede Frakker. De andre skal blive ved at pines og plages og trykkes og kues af Fattigdom.
Den, der følger dig til Graven, bliver langt mere vemodig ved at se de Mennesker, der lever, end ved at tænke paa dig, der er død. Du behøver aldrig mere at undersøge den Fløjls Frakkekrave for at se, om den begynder at blive hvid paa Kanterne, du behøver ikke at lægge en ekstra Fold paa Silkehalstørklædet for at skjule, at det er ved at briste. Du behøver aldrig mere at bede Landhandleren give dig Varer paa Kredit; du vil ikke komme til at føle din Arbejdskraft svinde, du kommer ikke til at gaa og vente paa den Dag, da du falder Sognet til Byrde.
Mens de følger dig til Graven, staar hver eneste en og tænker paa, at det er bedst at være død, bedre at svæve op til Himlen baaren paa Formiddagens hvide Skyer end bestandig at kæmpe med det kontrarige Liv.
Naar de har naaet Kirkegaardsmuren, hvor Graven er gravet, bliver Bæreklæderne ombyttet med stærke Reb, og Folk staar op paa de løse Jordbunker og sænker dig ned i Graven.
Og naar det er sket, kommer Klokkeren hen til Graven og begynder at synge: „Jeg gaar mod Døden.“
