119
BRØDRENE.
endnu ældre end Klokkeren, men han sætter i med al den Stemme, han har, for at hjælpe ham.
Og Stemmen er som sagt ganske af samme Slags som Klokkerens; de ligner hinanden saa meget, at man ikke kan lade være at undre sig.
Men ser man nærmere til, saa ligner ogsaa den lille, graa Mand Klokkeren aldeles; det er samme Næse og Hage og Mund, kun noget ældre og ligesom mere medtagen af Livet. Og saa gaar det op for en, at den lille fattige Mand er Klokkerens Broder. Og saa ved man jo ogsaa, hvorfor han hjælper ham.
Thi ser du, det har aldrig gaaet ham godt her i Verden, og han har altid haft Uheld med sig, og een Gang gjorde han Fallit og trak saa Klokkeren med sig i Ulykken. Han ved, det er hans Skyld, at Broderen altid har haft det saa svært.
Klokkeren har prøvet at hjælpe ham paa Benene igen, men det lykkedes ikke; thi han var ikke af den Slags, der kan hjælpes. Han har altid haft Uheld med sig, og saa har der ikke været noget rigtigt Hold i ham.
Men Klokkeren har været Slægtens skinnende Lys, og for den anden har det kun været at tage imod og tage imod, og slet ingen Ting har han haft at give igen.
Herre Gud — kun den Tanke at give igen! Han som er saa fattig. I skulde se Huset i Skoven, hvor han bor.
Han ved, han altid har været trist og tung og
